Social Media Club Copenhagen inviterer i samarbejde med HK Hovedstaden til
Gå-hjem møde og paneldebat om medarbejder-politikker for ansattes brug af sociale medier
Har arbejdsgivere ret til at begrænse eller bestemme over deres medarbejderes brug af sociale medier? Debatten har kørt herhjemme de sidste par år, for hvor går grænsen mellem privatliv og arbejdsliv, og hvornår bør en virksomhed med rette være bekymret for, om image og bundlinje lider skade?
Den diskussion tager Social Media Club Copenhagen fat på tirsdag den 12. april kl. 16.00 – 19.30 ved et kombineret gå-hjem møde og debatarrangement hos HK Hovedstaden på Artillerivej 30, 2300 København S.
Tilmelding er gratis og kan ske via formularen nederst i denne blogpost. Bemærk venligst at der er begrænset med pladser!
Arrangementet er to-delt med en pause med forfriskninger, networking og sandwiches midtvejs. Første halvdel af arrangementet er to inspirerende cases fra HP Danmark og KPMG, der begge har udarbejdet retningslinjer for deres ansattes brug af sociale medier ud fra et ønske om at skabe en positiv effekt.
Oplægsholdere:
Henrik Kirkeskov, Kommunikationschef, HP Danmark
HP Danmark var i 2009 en af de første virksomheder i Danmark, der aktivt gik ind og forholdt sig til sine ansattes brug af sociale medier. Virksomheden udarbejdede et sæt retningslinjer og fulgte op med undervisning af medarbejdere i brug af sociale medier. Hør Henrik Kirkeskov fortælle hvorfor og hvordan.
Thomas Hall, Head of People & Communications, KPMG
Når man er et førende revisions- og rådgivningsfirma er fortrolighed og tillid ikke bare en æressag men en absolut nødvendighed. Samtidig lægger man i KPMG stor vægt på, at stærke netværk og relationer fortsat skal spille en vigtig rolle i firmaets udvikling. Derfor har man for nyligt introduceret et sæt retningslinjer for ansattes brug af sociale medier. Hør Thomas Hall berette om fremgangsmåden og overvejelserne bag beslutningen.
Efter netværkspausen byder arrangementets anden halvdel på en paneldebat, hvor vi ud over Henrik Kirkeskov og Thomas Hall får deltagelse af Charlotte Vester fra Dansk Erhverv og René Knudsen fra HK Service Hovedstaden.
Hen over tre kvarter vil panelets fire eksperter diskutere de mange forskellige vinkler på problemstillingerne, som mange ansatte og arbejdsgivere møder omkring brugen af sociale medier. Publikum får naturligvis mulighed for at stille spørgsmål til alle fire eksperter og opfordres til at tage del i debatten.
Paneldebatdeltagere:
Charlotte Vester, Underdirektør og Chef for Ansættelsesret, Dansk Erhverv
Charlotte Vester er ekspert i både juridiske og personalepolitiske overvejelser omkring ansattes brug af sociale medier og har for nyligt forfattet Dansk Erhvervs nye manual til danske virksomheder omkring sociale medier.
René Knudsen, Formand for HK Service Hovedstaden
Ud over at være formand for HK Hovedstadens største afdeling sidder René Knudsen i HK’s hovedbestyrelse og sektorbestyrelsen for det private område. For HK er sociale medier ikke kun en del af privatlivet, men snarere en platform, der blander arbejds- og privatliv. Derfor har HK også udarbejdet en guide til politik for brug af sociale medier og opfordrer alle arbejdspladser til at behandle problematikken og fastlægge retningslinjer.
Omkring kl. 18.50 slutter den faglige del af dagens arrangement, men frem til kl. 19.30 vil der være mulighed for at blive hængende og nyde et glas vin og netværke med de andre deltagere.
Transportvejledning og parkeringsforhold:
HK Hovedstaden har adresse på Artillerivej 30, 2300 København S. Der er nemme transportforhold med ca. 100 meter til Metrostationen Islands Brygge og buslinjen 5A standser ved starten af Artillerivej 3-4 minutters gang fra HK Huset. Buslinjerne 12, 33 og 250S standser også i nærheden.
Der er gratis parkeringskælder for gæster, hvis du er i bil. Kør gennem porten under huset og fortsæt frem til nedkørslen på venstre hånd. Der er direkte opgang fra parkeringskælderen til huset.
Gratis hvidbog og debat online
Frem til arrangementet den 12. april belyser Social Media Club en række forskellige aspekter af debatten og viser eksempler og best practice cases fra ind- og udland. Du kan følge alle indlæg på bloggen på: http://smccph.dk/category/debat/
Efter debatarrangementet den 12. april samler Social Media Club Copenhagen de vigtigste pointer og læringspunkter fra dagen og input på bloggen til en gratis e-hvidbog, som vil kunne downloades i løbet af maj måned fra klubbens hjemmeside.