Gæsteblogindlæg af: Anders Colding-Jørgensen, internetpsykolog
De fleste der opdaterer deres Facebook-status jævnligt, har prøvet at komme til at skrive noget man senere fortryder og hvor man ikke helt havde gennemtænkt konsekvenserne inden man skrev det. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til – men et par af dem handler om vores opdragelse og den menneskelige hjernes begrænsninger.
At kommunikere er noget vi er disponeret for som art – men det er også noget vi lærer. Gennem hele vores opvækst lærer vi f.eks. at være høflige og optræde socialt og civiliseret over for de mennesker vi møder. Vi lærer at man ikke siger ”ham der” eller taler nedsættende om folk, når de selv er der. Vi lærer måske at give et fast håndtryk og at se folk i øjnene uden at gabe når de taler til os. Og vi lærer hvor lang en pause en samtalepartner skal have haft før vi kan tage ordet uden at det bliver opfattet som en afbrydelse (selvom der nok skal være nogle der vil påstå at jeg stadig ikke helt mestrer sidstnævnte til perfektion).
Vi har med andre ord, fra barnsben, lært regler for kommunikation der handler om de mennesker vi kan se med vores øjne. Denne socialisering har været nyttig for alle vore forfædre og vores principper for fysisk samvær i små grupper er i sin natur en raffineret udgave af primaternes.
Forskel på at kommunikere skriftligt og ansigt til ansigt
Når vi lærer at skrive til et større publikum er der tale om en anden form for kommunikation med mere kulturelt raffinerede virkemidler. Vi lærer skriftlig retorik og argumentation og de dygtige lærer en effektiv identifikation med målgruppen. Når vi skriver til de mange, er vi ikke i tvivl om at vi gør det. Jeg skriver f.eks. denne blogpost med en sådan fornemmelise af en offentlig modtager og former mit indhold derefter.
Men hvad sker der så når disse to kommunikationsformer – den personlige og den offentlige optræder i samme medium? Kan man forestille sig sådan et medium hvor alt man kommunikerer ud både er uforpligtende tæt hyggesnak og massekommunikation? Ja, for sådan et medium er Facebook nemlig for mange af os. Og det kan hjernen have svært ved at håndtere intuitivt.
Vi kan ikke overskue at “tale” til 300 på en gang
En af de primære ”snydere” for hjernen er at vi ikke kan se den der lytter. Da hjernen ikke kan håndtere flere hundrede relationer på én gang – det forhindrer vores korttidshukommelse os ganske enkelt i – så danner hjernen er forenklet forestilling om hvem vi kommunikerer med, hvor dem vi ser og dem der på andre måder er vigtigst for os bliver overrepræsenterede. Vi er ganske enkelt tilbøjelige til at overse dem der ikke siger noget. Og der er det at mange af os falder ind i en uformel kommunikation med nogle få, som vi kan identificere og glemmer resten.
Mange accepterer en ”venneanmodning” fra folk ude fra periferien og glemmer den igen. Det gør jeg i hvert fald selv. Og så kan det ganske enkelt være svært lige at huske at din gamle chef eller Jens-Jørgen fra folkeskolen, der lige har fået job på Billed Bladet, også læser med når du diskuterer en avisartikel eller poster en grovkornet vittighed. Når man dertil lægger at de mere kantede og provokerende statusopdateringer kan virker mere grove end de er tænkt på et tekstmedie, så kan man lige pludselig opdage at misforståelse eller uigennemtænkte statusopdateringer kan få uheldige konsekvenser og måske endda få os fyret fra vores job.
Vær smart – brug inddelinger af dine kontakter
Løsningen er ganske enkelt: Indse at din hjerne er begrænset og dine indlærte kommunikationsfærdigheder er utilstrækkelige og brug de indbyggede sorteringsmekanismer på Facebook til at hjælpe dig. Enten ved kun at acceptere ”venneanmodninger” fra folk du gider at være jovial og personlig med. Eller ved at sortere folk i dem der kan kigge med og dem der ikke kan.
Jeg har f.eks. en ”venneliste” på Facebook der hedder ”indre cirkel”. Og alle som jeg tror kan tåle at høre mig i en ufiltreret version, kommer på den liste. Kunder, studerende og andre folk som jeg har mødt en enkelt gang i professionel sammenhæng gør ikke. Og de kan derfor ikke se mine statusopdateringer.
Det kan naturligvis virke lidt uhøfligt at udelukke nogle – men man kan ikke både sætte grænser og være elsket af alle. Vores børn – fremtidens voksne vil ganske givet have en indlært opfattelse af kommunikative rum som passer bedre til de nye former for virkelighed, men for os gamle er løbet lang hen ad vejen kørt.
Dette gæsteindlæg er en del af Social Media Club Copenhagens forsøg på at anspore en debat om medarbejderpolitikker for ansattes brug af sociale medier. I godt seks uger har vi her på bloggen, på Facebook, på Twitter og i debatindlæg i medierne belyst forskellige vinkler på de mange problemstillinger, der knytter sig til emnet.
I morgen, tirsdag d. 12. april, afholder Social Media Club Copenhagen et kombineret gå-hjem møde og debatarrangement hos HK Hovedstaden om emnet, og du er meget velkommen til at deltage eller til at lægge en kommentar om dine tanker herunder.
Tak for en god artikel. Vil lige supplere med et par betragtninger.
En anden måde at forklare denne tendens på, er at se Facebook som et udbredelsesmedie for interaktionssystemer, hvor mediet (facebook) ikke har som udgangspunkt, at man som medlem af det enkelte system kan lukke for kommunikationen til de andre interaktionssystemer. Disse interaktionssystemer, eller fællesskaber om man vil, eksisterer parallelt og er i Facebooks tilfælde ofte medieringer af et fællesskaber, der allerede eksisterer offline. I den medierede udgave på facebook overlapper fællesskaberne dog, og den afgrænsning mellem systemerne, som offline har været naturgiven af de fysiske rammer, er effektivt udvisket af Facebooks netværksstruktur.
Man kan derfor sige, at de sociale implikationer af ens ytringer på Facebook er hyperkomplekse, og derfor ganske rigtigt, som du siger, gør det ekstremt svært at overskue hvad ens opdateringer medfører af reaktioner i de forskellige fællesskaber, som man er en del af.
En anden konsekvens af dette er derudover en forfladigelse af kommunikationen. Fordi man godt ved, at der er mange forskelligartede modtagere af ens kommunikation, bliver man nødt til at skrive, så ingen føler sig stødte eller provokerede, og ingen fælder domme over én, som man ikke er interesserede i bliver fældet. Resultatet er kedelig, rygdækningsprægede udmeldinger, der bliver ligegyldige for modtagerne.
Opdeling af Facebookvenner i undergrupper vil helt sikkert hjælpe, men fordi interaktionssystemerne er parallelle og ikke rent hierarkiske er opdelingsværktøjet på Facebook simpelt hen ikke avanceret nok til helt at afhjælpe problemet. Der er fx sikkert nogle variationer i måden man offline taler til forskellige mennesker, som tilhører éns ‘indre cirkel’.